De bedste haver i Sydengland

Englands 10 bedste haver

Liste over en række af Englands vigtigste haver, som Sissinghurst, Gresgarth Hall, Hidcote og Great Dixter

sted
England
Tekst: Giovanna Oscoy. Billeder: Kasper Christiansen
1. december 2025

England er et sandt paradis for haveelskere. Landet er fyldt med poetiske, farvestrålende og historiske haver, hvor kreative gartnere gennem århundreder har sat deres præg på landskaberne. Mange af disse haver er åbne for besøg. Nedenfor finder du vores 10 udvalgte favoritter.

Detalje fra en have i Sydengland.
Detalje fra Gresgarth Hall, syd for Lake District.

1

Sissinghurst

Sissinghurst blev skabt i 1930’erne af forfatteren Vita Sackville-West og diplomaten Harold Nicolson. Haven fortæller nemlig historien om et kunstnerisk og utraditionelt par, der forvandlede et gammelt, forfaldent slot til et poetisk paradis.

Den berømte White Garden var Vitas personlige erklæring om elegance og ro, mens Harolds stramme linjer og geometriske strukturer skaber balance. Mange besøgende ved ikke, at Vita hentede inspiration fra persiske haver og middelhavets farver, men det gør Sissinghurst til en subtil blanding af engelsk romantik og internationale idéer.

Sissinghurst
Sissinghurst

2

Hidcote Manor Garden

Hidcote blev anlagt af Lawrence Johnston, en eventyrlysten plantejæger, som rejste til Afrika og Asien for at finde sjældne arter. Haven består af “udendørs rum” omkranset af hække – et design, der var revolutionerende i begyndelsen af 1900-tallet.

Den røde have, den lange allé og de skjulte rum skaber en teatralsk stemning. Mange er overraskede over, hvor mange af Hidcotes planter faktisk blev indført til England netop af Johnston selv. Haven er ikke blot smuk – den er et levende vidnesbyrd om hans botaniske ekspeditioner.

Hidcote Manor Garden
Hidcote Manor Garden

3

Great Dixter

Great Dixter er kendt som et af Englands mest kreative havelaboratorier. Christopher Lloyd, havens skaber og en legende i haveverdenen, var berømt for sine modige farvevalg og sin insisteren på, at haver skulle være levende kunstværker. Husets arkitektur er fra middelalderen, med nyere elementer fra 1910’erne, der skaber en smuk ramme. Plantningerne plejes stadig efter hans oprindelige, håndskrevne skemaer.

Efter Lloyds død i 2006 har Fergus Garrett videreført visionen, med en eksperimenterende tilgang, der holder Great Dixter i fortsat udvikling. I dag fungerer haven som et internationalt læringssted for havefolk, hvor fokus på biodiversitet, succession-planting og håndværksmæssig kvalitet er i centrum.

Great Dixter
Great Dixter

4

Iford Manor

Iford Manor i Wiltshire er en af Englands mest stemningsfulde haver, skabt med stor kunstnerisk sensibilitet af den berømte arkitekt og haveentusiast Harold Peto i begyndelsen af 1900-tallet.

Haven er inspireret af italienske renæssancehaver kombinerer Peto klassiske elementer som loggiaer, brede stenterrasser, cypresser, skulpturer og bugtende trapper, der fører besøgende fra ét smukt udsyn til det næste. Haven er anlagt i en sydvendt skråning med udsigt over floden Frome, som giver et middelhavsagtigt lys. Arkitektur og natur forenes og hvert haverum fremstår som en nøje komponeret scene.

Haven er præget af romantiske beplantninger, med roser, stauder og klatreplanter, der bløder de formelle strukturer op . Vandets tilstedeværelse – både i form af floden og mindre vandpartier – giver haven et poetisk udtryk.

Iford Manor
Iford Manor

5

Gresgarth Hall

Gresgarth Hall i Lancashire rummer en af Storbritanniens mest raffinerede private haver, skabt og formet gennem årtier af den anerkendte landskabsarkitekt Arabella Lennox-Boyd. Haven breder sig i et kuperet terræn omkring floden Artle, hvor terrasser, broer og slyngede stier skaber en naturlig bevægelse gennem landskabet. Her møder man nøje udvalgte stauder, rododendroner, sjældne træer og strukturgivende hække, der tilsammen giver haven en rytme og elegance, som er karakteristisk for Lennox-Boyds arbejde. Haven er delt op i mange forskelligartede rum – fra intime gårdhaver til brede udsigtslinjer.

Et af havens mest stemningsfulde elementer er sø- og vandpartierne, som giver lys og bevægelse til hele anlægget. Vandet spejler både himlen og de omkringstående beplantninger og skaber et roligt, næsten meditativt udtryk, der er særligt smukt i forårs- og sommermånederne.

Gresgarth Hall
Gresgarth Hall

6

Gravetye Manor

Gravetye Manor i West Sussex er et ikonisk navn i haveverdenen. Stedet var hjem for William Robinson, en af de mest indflydelsesrige skikkelser i moderne havekunst. Robinsons idéer om den naturlige have – hvor planter får lov til at udfolde sig i frodige, organiske mønstre – præger stadig haver verden over i dag.

Gravetye er berømt for sine store staudebeplantninger, de flydende linjer, de nøje orkestrerede farveskift og den harmoniske integration mellem have og landskab.

Haven er samtidig et levende laboratorium, hvor nye plantekombinationer testes og Robinsons filosofi løbende videreudvikles. Køkkenhaven har lange bede, der bugner af grøntsager, urter og blomster, mens stier fører ud til mere vilde områder, hvor biodiversiteten trives.

Tom Coward har siden 2010 været head gardener på Gravetye Manor, og under Cowards ledelse har Gravetye udviklet sig til et af Storbritanniens mest innovative og respekterede haveanlæg. Han arbejder med en dyb forståelse for Robinsons filosofi, men tilfører samtidig et nutidigt præg gennem subtile justeringer, nye plantevalg og eksperimenterende kombinationer.

Gravetye Manor
Gravetye Manor

7

Levens Hall

Levens Hall i Cumbria er kendt for sin imponerende arkitektur og rige kulturarv. Den elegante elizabethanske bygning ligger omgivet af et klassisk parklandskab, og bygningen fortæller historien om familien Bagot, som har boet her i århundreder.

Havens helt store attraktion er den verdensberømte topiary-have, som anses for at være den ældste af sin slags i verden. Her finder man hundredvis af klippede taks- og buksbomformer – nogle stramme og geometriske, andre mere fantasifulde – der tilsammen skaber et næsten eventyrligt landskab. Haven er anlagt i 1690’erne og fremstår stadig enestående velbevaret, omgivet af blomsterbede, frugthaver og udsigt over de grønne Cumbrianske bakker.

Levens Hall
Levens Hall

8

Broughton Grange

Broughton Grange i Oxfordshire er en af Englands mest betagende moderne haver og et fornemt eksempel på, hvordan traditionelle engelske haveidealer kan forenes med nutidig design. Haven blev transformeret i begyndelsen af 2000’erne af landskabsarkitekten Tom Stuart-Smith, der har skabt en storslået have med geometriske linjer og frodige beplantninger. Her møder stauder, prydgræsser og strukturgivende buske. Det skarpe havearkitektoniske greb står i smuk kontrast til de mere naturlige omgivelser udenfor murene.

Uden for den formelle have åbner Broughton Grange sig mod et bølgende landskab af skov, enge og søer, anlagt med fokus på biodiversitet og økologisk balance. Stier leder gennem forskelligartede miljøer – fra stille træbevoksninger til brede udsigter over dalstrøgene.

Broughton Grange
Broughton Grange

9

Borde Hill

Borde Hill er især kendt for sin store samling af træer, som blev bragt hjem af nogle af verdens mest berømte plantejægere, såsom Ernest Wilson og George Forrest.

Resultatet er en have, der nærmest føles som en botanisk ekspedition: Himalayatræer, amerikanske magnolier og asiatiske rhododendronarter i perfekte landskabelige kompositioner. Mange besøgende bliver overraskede over, hvor meget af verdens plantehistorie der er samlet her.

Borde Hill
Borde Hill

10

Brandwood

Brantwoods have ved Coniston Water er anlagt i terrasser, der følger den stejle skråning ned mod søen. Haven har både vilde områder, frodige skovpartier og mere strukturerede sektioner, og panoramaerne mod Coniston-søen danner en smuk kulisse for havens skiftende karakter.

Brantwood er tænkt som et sted til refleksion og naturoplevelser. Ruskin eksperimenterede med sjældne planter og områder med “intentionel vildskab”, som skulle inspirere til fordybelse og skabe balance mellem menneskeskabt form og naturens egen vilje.

Brantwood
Brantwood

Læs om vores rejser i 2026

Haverejse til East Anglia
England - Østengland
1. - 6. juni 2026
Pris: 15.950 DKK
Kulturrejse til Nordspanien
Spanien - Fra Bilbao til Madrid
5. - 10. april 2026 & 10. - 15. maj 2026
Pris: 12.200 DKK
Kultur og Haver i Barcelona og Catalonien
Spanien - Barcelona og Catalonien
12. - 17. april 2026
Pris: 12.950 DKK
rejsegarantifonden
Iata