Det lille slot Petit Trianon ligger i den nordlige del af Versailles-parken, et stykke væk fra paladsets store gårde og strenge ceremonielle rum. Netop afstanden – både fysisk og symbolsk – er årsagen til, at stedet senere blev tæt forbundet med den franske dronning Marie-Antoinette, som brugte det som sit private fristed.
Petit Trianon blev opført mellem 1763 og 1768 under Louis XV og er et af de klareste eksempler på fransk nyklassicisme. Det var oprindeligt bygget til kongens favorit, Madame de Pompadour, men hun døde inden det stod færdigt. Først med Louis XVI fik stedet sin mest berømte beboer: kort efter hans tronbestigelse forærede han slottet til sin unge hustru, Marie-Antoinette.
For Marie-Antoinette blev Petit Trianon hurtigt et symbol på frihed. Her kunne hun bevæge sig uden de stramme etiketteregler, der styrede livet inde i selve paladset. Slottet var omgivet af lukkede haver, og dronningen bestemte selv, hvem der måtte besøge hende – noget helt uhørt ved det franske hof.
Indvendigt er slottet relativt lille sammenlignet med Versailles’ storslåede sale, men netop derfor fremstår det intimt. Værelserne er lyse, enkle og udformet med en elegance, der afspejler dronningens personlige smag: lette pastelfarver, naturlige materialer og en æstetik inspireret af tidens mode i Wien, hendes barndomsby.
Petit Trianon er ikke blot et slot, men centrum for et større landskabeligt projekt. Marie-Antoinette omformede hele området omkring slottet og skabte en romantisk have i engelsk stil – en stærk kontrast til Versailles’ strengt symmetriske barokhaver.
I denne have opførte hun en række små pavilloner, snoede stier, søer og udsigtspunkter, der skulle give følelsen af at være i naturen frem for i en formel kongelig park. Inspirationen kom fra oplysningstidens idealer om enkelhed og naturens skønhed.
Af alle elementerne er Hameau de la Reine, Dronningens landsby, den mest berømte. Det er en lille idyllisk kunstigt skabt landsby med bindingsværkshuse, en mølle, en fiskedam og en gård. Her kunne dronningen og hendes nærmeste veninder gå ture, tale uformelt og – ifølge anekdoter – klæde sig i mere enkle kjoler end dem, der var tilladt ved hoffet.
Besøgende, der går gennem Petit Trianon, kan stadig se kontrasterne til Versailles’ pragt i de stille og intime rum, opført af en dronning, der søgte ro i en verden af ritualer, politik og forventninger.
