Udsigt ud over nordspanien

Kunstrejse til Madrid & Toledo

Denne nye kunstrejse til Madrid & Toledo byder på kunst i verdensklasse, et godt 4-stjernet hotel i hjertet af Madrid samt lokal gastronomi & vin

Vores nye Kunstrejse til Madrid & Toledo går til to af Spaniens mest spændende byer. I den pulserende hovedstad skal vi opleve en række fremragende museer men også spansk gastronomi og vin, arkitektur og det milde spanske klima. Og i Toledo - én af Spaniens mest charmerende byer, og Spaniens tidligere hovedstad, skal vi opleve de snævre brostensbelagte gader omkring katedralen og Grecomuseet.

På Madrids museer oplever vi verdensklassekunst af spanske kunstnere som Picasso, Goya, Velázquez også internationale malere som Monet, Braque, Renoir, van Gogh, Rubens og Tizian, på Thyssen-Bornemisza, Reina Sofia og Prado-museet. I Toledo vil der være mulighed for at opleve nogle af El Grecos hovedværker, den store katedral og udsigtspunkterne over højsletten fra byen, der ligger på et hævet klippeplateau.

Rejseleder er Kasper Christiansen, cand mag i kulturformidling med speciale i spansk kunst og arkitektur. Kasper har et indgående kendskab til Madrid og Toledo, han har boet mere end 15 år i Spanien og har licens til at vise rundt i byerne og på museerne.

Afgange & priser

Datoer
1. - 4. februar 2027
Pris
10.950 DKK
Status
Åben for tilmeldinger
Download programmet
Bestil rejsen
Sted
Rejsen til Madrid og Toledo: Oplev museerne Prado, Reina Sofía, San Fernando og Thyssen-Bornemisza, samt charmerende Toledo med Greco-museer, m.m.
Antal personer i gruppen
Gruppestørrelser på 15 - 29 personer (rejseleder: Spanienekspert og cand. mag. i kulturformidling Kasper Christiansen)
Varighed af rejsen
Direkte fly Kastrup - Madrid & Madrid - Kastrup
Varighed af rejsen
Petit Palace Lealtad 4*
Varighed af rejsen
4 dage og 3 nætter
Varighed af rejsen
Måltider ifølge programmet inkl alle drikkevarer (med kvlitetsvin, øl og vand)
Rejsens pris
  • Fra 10.950 kr./person i delt dobbeltværelse
  • Fra 12.750 kr./person i eneværelse
 
Med i rejsens pris
  • Direkte fly med SAS fra Kastrup til Madrid tur/retur
  • Overnatning på Petit Palace Lealtad 4* - et dejligt 4-stjernet hotel i centrum af Madrid i gåafstand fra museerne og det historiske centrum
  • Måltider ifølge program: 3 x morgenmad og 3 x middage. Måltiderne er inklusiv kvalitetsvin, øl og vand (med i rejsens pris)
  • Alle entreer til museer og seværdigheder nævnt i programmet
  • Udgift til Rejsegarantifonden
  • Statens passagerafgift
  • Alle lokale skatter og afgifter

Detaljeret dagsprogram

Der tages forbehold for mindre ændringer, og forskydninger i dagsprogrammet nedenfor. Det endelige dagsprogram sendes ud sammen med flybilletterne ca. 10 dage inden rejsen. For at se programmet for den konkrete rejse, henviser vi til dagsprogrammet i pdf-format (klik 'Download pdf' ud for rejsen).

Udsigt over Madrid
Dag 1

Ankomst til Madrid

Afgang fra Kastrup kl. 12:45 med SAS (direkte afgang) og ankomst til Madrid. Efter check-in på Hotel Lealtad Plaza i Madrid vil der være mulighed for en gåtur i det charmerende område omkring hotellet, og f.eks. se Retiro-parken, før vores fælles middag.

Spaniens livlige og elegante hovedstad. Byen blev først for alvor Spaniens politiske centrum i 1561, da kong Filip II gjorde den til landets hovedstad. Siden da har Madrid udviklet sig til et af Europas store kulturcentre med en enestående koncentration af museer, historiske pladser, paladser og brede boulevarder.

Vores hotel ligger centralt i nærheden af Paseo del Prado, den smukke boulevard hvor flere af Spaniens vigtigste museer ligger samlet. Området kaldes ofte for 'Den Gyldne Kunsttrekant', fordi tre af verdens betydeligste kunstmuseer – Prado, Thyssen-Bornemisza og Reina Sofía – ligger inden for kort gåafstand af hinanden.

Efter indkvartering er der tid til at orientere sig i kvarteret, måske med en kort spadseretur i de nærliggende parker eller langs boulevarderne omkring Prado-museet.

Vi spiser en let fælles middag i hotellets restaurant med lokale vine til maden. Restauranten er en første introduktion til det spanske køkken med klassiske tapas og gode vine. Middagen er en hyggelig begyndelse på vores kunst- og kulturrejse i Spaniens hovedstad.

Dag 2

Besøg på Thyssen-Bornemisza og på Reina Sofia

Efter morgenmaden begynder vi vores kunstprogram med et besøg på Museo Thyssen-Bornemisza.

Museet rummer en af Europas mest imponerende private kunstsamlinger, opbygget gennem flere generationer af den tysk-ungarske Thyssen-familie. Samlingen blev i 1990’erne erhvervet af den spanske stat og udgør i dag en central del af Madrids museumslandskab.

Det særlige ved Thyssen-museet er, at det giver et næsten komplet overblik over den europæiske malerkunst fra middelalderen til det 20. århundrede. Her kan man opleve værker af kunstnere som Van Eyck, Dürer, Caravaggio, Rubens og Canaletto samt senere mestre som Monet, Degas og Kandinsky.

Vi fortsætter til Museo Reina Sofía, Spaniens nationalmuseum for moderne og samtidskunst. Museet er indrettet i et tidligere hospital fra 1700-tallet, der senere er blevet udvidet med moderne arkitektur.

Reina Sofía rummer en omfattende samling af spansk kunst fra det 20. århundrede med kunstnere som Pablo Picasso, Joan Miró og Salvador Dalí.

Museets mest berømte værk er Picassos monumentale værk Guernica, malet i 1937 som en reaktion på bombningen af den baskiske by Guernica under den spanske borgerkrig. Maleriet er blevet et af de stærkeste kunstneriske symboler mod krig og vold i det 20. århundrede.

Vi spiser en god middag fælles om aftenen.

Billedet af Reina Sofiamuseet
Toledo
Dag 3

Udflugt til Toledo og besøg i Grecomuseet og Santo Tomé-kirken

I dag forlader vi Madrid og kører til Toledo, en af Spaniens mest historiske byer. Toledo ligger dramatisk på en klippe omgivet af floden Tajo og var i middelalderen både politisk og religiøst centrum i Spanien.

Byen er kendt som “de tre kulturers by”, fordi kristne, jøder og muslimer i lange perioder levede side om side her. De mange kirker, synagoger og historiske bygninger gør Toledo til et af Spaniens mest fascinerende kulturmiljøer.

Toledo er også uløseligt forbundet med kunstneren El Greco (1541-1614), der blev født på Kreta, men tilbragte det meste af sit liv i Spanien. Hans særlige stil med langstrakte figurer, intense farver og stærk spiritualitet gør ham til en af renæssancens mest originale kunstnere.

Vi besøger Greco-museet, der giver et indblik i kunstnerens liv og hans arbejde i Toledo. Museet er indrettet i et hus i den gamle bydel og rummer flere af hans malerier samt genstande, der fortæller om den kunstneriske og religiøse kultur i Spanien omkring år 1600.

Herefter besøger vi kirken Santo Tomé, hvor El Grecos berømte maleri Begravelsen af greven af Orgaz hænger. Dette monumentale værk anses for at være et af højdepunkterne i spansk renæssancekunst.

Efter lidt tid til at opleve Toledos atmosfæriske gader vender vi tilbage til Madrid, hvor vi om aftenen samles til middag.

Vi skal have en gastronomisk oplevelse sidste aften i Madrid på en god restaurant i gåafstand fra hotellet.

Dag 4

Besøg på Prado-museet

På rejsens sidste dag besøger vi Spaniens mest kendte kunstmuseum: Museo del Prado. Kasper Christiansen fungerer som guide på museet.

Pradomuseet regnes blandt verdens allerfineste kunstmuseer. Museet blev grundlagt i begyndelsen af 1800-tallet og bygger i høj grad på de spanske kongers kunstsamlinger. Samlingen giver et enestående indblik i europæisk kunst fra det 16. til det 19. århundrede.

Prado er især berømt for sine samlinger af spansk maleri med hovedværker af Velázquez, Goya og El Greco, men rummer også store samlinger af italiensk og flamsk kunst. Blandt museets mest berømte værker finder man Velázquez’ Las Meninas, Goyas dramatiske malerier samt Hieronymus Bosch’ fantastiske triptykon Lysternes have.

Efter museumsbesøget er der mulighed for at se mere på egen hånd og få sig en god frokost.

Vil man have endnu mere kunst, kan man evt. besøge Kunstakademiet San Fernando, med flere værker af Francisco Goya.

Kl. 14:15 er der afgang fra hotellet med vores private bus til lufthavnen. Vi ankommer til Madrids Lufthavn og kl. 17:00 afgår vores fly (direkte afgang med SAS) mod Kastrup.

Udsigt over Madrid
Hotel Sercotel Ayala Bilbao*
Hotellet i Madrid

Hotel Lealtad Plaza 4*

Petit Palace Lealtad Plaza ligger ideelt placeret i hjertet af Madrid mellem Prado-museet (blot 5 minutters gang fra hotellet) og den smukke Retiropark og hotellet danner en perfekt ramme om et ophold i den spanske hovedstad. Fra hotellet er der kort afstand til flere af Madrids største seværdigheder, hyggelige caféer og stemningsfulde boulevarder.

Værelserne er stilfuldt indrettede, og hotellets centrale beliggenhed gør det nemt at opleve byen til fods. Området omkring Plaza de la Lealtad er blandt Madrids mest eksklusive kvarterer og byder på en elegant atmosfære med brede avenuer, kulturinstitutioner og gode restauranter lige i nærheden. Der er tale om et hyggeligt boutiquehotel med ca. 70 værelser beliggende i UNESCO-området “Paisaje de la Luz”.

Afgange & priser

Datoer
1. - 4. februar 2027
Pris
10.950 DKK
Status
Åben for tilmeldinger
Download programmet
Bestil rejsen

Flere billeder fra Madrid & Toledo

Retiro parken i MadridRetiro parken i MadridMadrid
rejsegarantifonden
Iata
Røde Kors - vi støtter