Fergus Garrett, der er 'head gardener' på Great Dixter, havde længe vidst, at haven havde en større biodiversitet end mange økologer mente. Alligevel blev han overrasket over, hvor mange arter og dyr, der var i haven.
Great Dixter i East Sussex i det sydlige England blev anlagt mellem 1910 og 1912 af Nathaniel Lloyd sammen med den anerkendte arkitekt Edwin Lutyens. Men det var Nathaniels søn, Christopher Lloyd, der gjorde haven berømt. Christopher 'Christo' Lloyd grundlagde størstedelen af de grundelementer, der er at finde i haven i dag. Da Christo døde i 2006, blev Fergus Garret head gardener i haven. Fergus begyndte med tiden at foretage en række ændringer i haven, der adskilte sig fra dem, hans foregængere havde brugt: han brugte mindre ikke-organisk gødning, og holdt over de næste år helt op med at sprøjte og gøde. Han begyndte desuden at lade kanterne blive mere udvisket, og lod hækkene gro. Haven blev mere 'vild' end den tidligere havde været. Vandsalamanderne begyndte nu at indfinde sig i havens 'Sunk Garden' - og ifølge Garret selv, gjorde det haven til et mere charmerende sted, der nu summede af liv.
I 2019 blev der foretaget et studie af antallet af humlebier i haven af Dr Nikki Gammans . Resultatet var overraskende, og snart indfandt Den Britiske Araknologiske Forening sig også i haven. Denne forening havde ikke oprindeligt vist interesse for haven, som de så som et sterilt sted, men de opdagede nu, at Great Dixter havde en usædvanlig stor samling af eddekopper.
Herefter blev der foretaget et fuldt studie af havens biodiversitet, hvor man studerede hvordan havens mange arter påvirkede hinanden.
Resultaterne viste overraskende, at naturområdet uden for haven viste en meget rig biodiversitet, men at den ornamenterede have var endnu rigere på biodiversitet. Som Fergus Garret udtrykker det: "Vi havde ikke arbejdet med haven med tanke på biodiversitet - det kom som et biprodukt".
Haven viste sig at have mere end 2500 dyrearter, herunder en formidabel samling af fugle, over 40 % af Storbritaniens samlede typer bier (de blev fundet på blot ét år), sjældne sommerfugle og møl. aven viste sig af indeholde en usædvanlig samling af bestøvere, herunder en overflod af sjældne bier, hvepse, fluer og møl, herunder bien Andrena gravida, og Eucera longicornis ("lang-hornet bi"), Apatura iris og Apoda limacodes. Hele 16 typer af humbebier ud af et samlet antal på 24 i hele Storbritannien, 32 ud af samlet 59 typer sommerfugle og over 250 typer edderkopper ud af samlet 650 typer var til stede i haven.
Haven besidder altså et særligt rigt habitat. Havens variation og vekslen er med til at forlænge perioden med pollen og nektar, helt fra vinteren til efteråret. Nogle områder blev klippet regelmæssigt, andre sjældnere, og nogle gik bare til for at blive til krat.
Kombinationen af ornamenteret have, skov og skovkanter viste sig at være det perfekte habitat for dyr, fugle og insekter. Haven havde masser af redepladser og ynglepladser, og selve bygningerne fungerede som opholdsrum med væghuler og kroge. Sten- og murstensvæggene var porøse og modtagelige for ynglebier, hvepse og myrer. Området var desuden rigt på rådne træpæle og gamle træer, der var de perfekte rammer for biller og insekter.
Great Dixter har en usædvanlig mangfoldighed af mad og levesteder. Og desuden bliver der hverken brugt herbicider eller pesticider (der er ikke blevet sprøjtet i over ti år).
Den lokale økolog, Andy Phillips, med mere end 30 års erfaring, var selv modstræbende overfor en undersøgelse af Great Dixter, men betragter nu haven som et 'havenaturreservat', og mens han tidligere betragtede haven som en del af problemet, ser han den nu som en del af løsningen. Det opløftende er, at teknikkerne, der anvendes på Great Dixter, kan anvendes i enhver have og i enhver landsby og by. Det kræver dog at politikere, økologer, byplanlæggere, anlægsgartnere, arkitekter, landskabsarkitekter og gartnere arbejder sammen.
